syng, råb, skrig

Pew... Det at være alene. Alene i den store grumme verden. For det er vi jo? Ja, vi har vores "ih-så-fantastiske" samfund, som er bygget over demokrati, fællesskab og blablabla. For mig virker det bare som et stort glansbillede. En løgn. Og jeg hader kraftedme at blive løjet for. 

"We're born alone, we live alone and we die alone. Only through our love and friendship can vi create the illusion for the moment that we're not alone." - Orson Welles.

I fjerde klasse var jeg ekstrem selvstændig. Jeg var aldrig sammen med nogen og brugte frikvarterene på at læse i bøger. Til sidst troede min lærer sikkert, at jeg havde aspergers eller noget. Men jeg havde det godt. Jeg havde det fint i min lille fantasiverden, hvor jeg ikke behøvede at tænke på andet end, hvad der måske skulle ske for protagonisten på næste side. Men så fik jeg en ven og fik smag for det. Blod på tanden, som man siger. Det venskab er dog gået i stykker for længst. Og hvorfor? Fordi at jeg ikke turde åbne kæften på de rigtige tidspunkter, og åbnede den kun på de forkerte...

Jo vidst, vi har da venner, familie og alt det shit dér. Men indrøm det dog. Du har mindst én gang i dit liv følt dig så fucking alene og fortabt. Og hvis ikke? Tja, så får du noget af wakeup-call en dag. For vi er virkelig bare alle en bunke asociale tabere, som finder det enormt svært at lave noget produktivt, eftersom at vi konstant skal spille de her roller. De her roller, hvor vi viser vores allerbedste side. Vi prøver desperat på at beholde de kontakter vi har med andre mennesker, så vi ikke bliver ramt af sandheden - at vi rent faktisk er alene. Vi holder kæft om nogle ting, fordi at det måske vil skubbe dem væk, skræmme dem. Jeg er bare træt og udmattet.

Træt af at spille skuespil, træt af facader, træt af stilhed.