venskab

OBS: Jeg har tænkt meget længe og grundigt over, hvorvidt jeg skulle udgive dette indlæg. Jeg skrev det d. 23. februar, om natten, under en af mine "anfald". Derfor: Tag ikke mine ord for seriøst, jeg tvivler på deres troværdighed.

Hvor sjovt. Altså hvor hurtigt folk kan komme ind i ens liv og komme lige så let ud. Det gør ondt.

#1 - K. K var en venlig pige. Smilende, glad og alt det dér. Vi var altid sammen og ja, folk kaldte os "bedsteveninder". Men så ændrede det sig alt sammen. Der kom én, der var mere sej, mere rå, og ja. Jeg blev udskiftet som et par brugte underbukser. Og ja, det gjorde ondt. Det gjorde ondt at skulle være sammen med K's tvillingsøster, når jeg var ovre hos hende, fordi at K var helt forgabt i sin online verden. Det tærer bare lidt på selvværdet.

#2 - L. Puha. Jo vidst, har jeg aldrig sådan mødt L i virkeligheden. Kun under internettets "trygge" rammer. Men jeg elskede hende, men jeg kender hende ikke længere. Vi gled bare fra hinanden, og det har jeg do faktisk okay fint med. Den mest lykkelige slutning af de her venskaber, ihvertfald.

#3 - MM. Mhm. Hende har I jo hørt om før? Jeg var asocial, hun kom ind, jeg hadede hende fordi at alle elskede hende, jeg faldt for hendes charme og ja. Hun faldt for mig. Og jeg følte mig så heldig. Tænk engang, hun havde valgt mig. Det var utroligt. Men som kom vinteren, så kom depression. Jeg var et fjols, og jeg indrømmer det gerne. Et rapkæftet fjols, men jeg lover dig. Det var aldrig nogensinde min mening at såre dig. Jeg hadede mig selv så meget, at jeg begyndte at trække mig væk fra dig. Måske for meget? Jeg ville så uendelig meget gerne fortælle dig om min mørke side, når du nu var så modig til at fortælle mig om din - men ordene kom aldrig ud over mine læber. Nå, men det gik over og alt lovede guld og grønne skove. Så flyttede vi skole og snakkede aldrig sammen. Jeg var i min lille "buhu-alle-hader-mig"-fase, som I også var vidner til. Men så fik jeg venner og fandt ud af, at folk egentlig godt kunne lide mig. Der var dog ingen, der snakkede med hende. Og jeg havde for travlt med mine nye venner. Dog ikke så travlt at jeg ikke en gang i mellem kiggede over på dig. Dig som sad alene og kiggede ud i luften og så fortabt ud. Jeg ville gerne gå hen til dig og snakke til dig. Men det skete aldrig. Og vups, på den ene uge jeg var væk, så forsvandt du også. Flyttede til en ny skole, hvor du så blev glad igen. Og det gør fandens ondt. Ondt fordi at de giver dig noget, som jeg ikke kunne. At jeg blev udskiftet så let igen. Men også at du blev udskiftet lige så let.

Men det er ikke derfor, at jeg prøver håbløst at blinkertårene væk og bider mig selv i læben lige nu. Det er dig H. Kære, kære H. Det dræber mig indeni, når du fortæller om dine tidligere venner. Velvidende at jeg ikke kan give det samme. Alle mine venner. De har deres BFF. En som de kan være fuldstændig ærlige overfor. H, du siger, at du er så ensom og alene - men du er det tætteste jeg nogensinde har haft på en bedsteven. Og det siger vidst det hele om, hvor ensom jeg er.

Jeg elsker dig, men jeg er - nu igen - bare ikke nok.