og i det øjeblik, jeg sværger, vi var uendelige

Det første hun bemærker, da hun vågner, er den intense stank af smøger, sprut og tømmermænd der siger spar to. Overfladen af hendes hud føles iskold, hvilket dynen som nu ligger på gulvet er skyld i. Da hun rejser sig, er hun nødt til at støtte sig til sengebordet. Hun opdager så, at hendes tøj også ligger på gulvet. Hendes hoved dunker og en rusten smag sidder i hendes mund. Hun vakler hen til noget, som hun ikke ligefrem vil kalde et køkkenbord og sætter sig på en billigtudseende skammel. Et retro kasse-tv er tændt. TV2. Morgennyhederne. 1. Januar 2013. Hun tænker på, hvad fanden der skete dagen før.

Det skulle bare have været en helt almindelig aften. Hun havde aldrig haft meget tilovers for Nytårsaften. For hende betød det ikke noget, at det var et nyt år. Alle dagene faldt alligevel altid sammen i ét. Hun havde hentet en boks fra den lokale kinesiske og lod verden glide forbi, mens hun så gamle sort-hvid film. Pludselig, midt i Borte Med Blæsten, ringede telefonen. Det var ham. "Hvad vil du?" "Kom." Hvorfor skulle hun nu det? De var ovre. Det var forbi. Han forklarede ingenting og lagde også bare på. Hun ville ikke tage derhen. Nej. Alligevel var der noget i hende, der trak i hende, og før hun vidste det, stod hun og bankede på hans dør.

"Hvad vil du mig?" Var det første, hun spurgte, da han åbnede døren. Han sagde ingenting, men gik i stedet ind. Hun fulgte efter ham ind i den lejlighed, som hun havde ligget søvnløs så mange nætter i. Hun trak på smilebåndene, da hun så to kopper jule-te og en pakke TUC-kiks stå fremme på en tom ølkasse foran den gamle sofa. Men så ramte virkeligheden hende, og det fjogede smil blev tørret af hendes fjæs. Hun vendte sig om og kiggede på ham. Hun slog ud med armene for at sige: "Hvad vil du?" "Jeg vil have en forklaring." Først der kiggede hun ham i øjnene. Hans var våde, selvom han havde grædt så meget i den seneste tid, at man skulle tro, at der ikke var mere væske i hans krop. Det kunne hun se, selv 3 meter fra ham. "Ved du, hvad du har gjort ved mig? Bare dumpede mig uden nogen grund."

Klumpen i hendes hals voksede sig større, og et så lavt: "Jeg havde en grund," som man skulle tro, at ingen ville kunne høre, var det eneste, der kom over hendes læber, mens hun kiggede stift ned på det støvbelagte gulv.

"Tja, hvis trangen til at fortælle mig det nogensinde indfinder, så vær venlig og fortæl det!" Hun kiggede op på ham med hendes for længst våde øjne. Pludselig ud af det blå, tænkte hun, at hun måtte se utrolig dum ud med hendes festmakeup løbende ned af kinderne. Men så slog det hende, at hun ikke havde noget på, for hun havde tilbragt aftenen hjemme, i joggingtøj. Hun sagde ingenting. Kiggede bare på ham. Han skælvede af vrede... og sorg.

"Natten før du dumpede mig, sagde du, at du elskede mig."
"Det ved jeg."

"Så se mig i øjnene og fortæl mig, at du ikke elsker mig nu." Hun blev stum. Hun følte sig kvalt. Hun druknede, og han stod bare og så til. Indtil han gik hen til hende og befriede hende ved at presse sine læber mod hendes. Hendes hjerne og krop skubbede ham væk.

"Lad være med at gør det! Jeg blev skør, mens jeg var sammen med dig. Jeg kan ikke lade det ske igen. Det er ikke meningen, at kærlighed skal gøre sådan! Du fik mig til at blive skør!"

"Du gør mig skør lige nu. Og det er præcis, hvad kærlighed skal gøre."

Og i det øjeblik, mens et år forvandlede sig til et andet, mens to blev til ét. Det øjeblik ville vare til evig tid. Det ville være uendelig.

For det er det, kærlighed gør.