kniv

Jeg lovede mig selv det. Jeg lovede jer det. 2013 skulle jo blive et godt år, hvor jeg ville fokusere på at blive glad igen. Hvor I ville få glade-positive-boblende-mig, som de læsere der har fulgt mig siden april har mødt, tilbage. Hvordan kan én udtalelse ændre på alt det?

Hvorfor kigger jeg på mit håndled? Hvorfor føles det som om, at alt min krops energi fokuserer på det ene punkt? Jeg har aldrig cuttet før. Jeg har tænkt så fucking mange gange på det, men jeg har aldrig gjort det. Jeg har skam gjort skade på mig selv, hvis det er det, du vil vide. Første gang var den her aften. Jeg havde kradset mig selv på ryggen. Min mor kaldte. Aftensmad. "Vend dig om... Har du kradset dig selv?" "Ja." Jeg cirklede hurtigt ud af køkkenet og ind på mit værelse med min mad. Mere talte vi ikke om det, udover da hun sagde, at jeg skulle klippe mine negle.

Jeg har ikke cuttet før pga. frygt. Hvad hvis min mor opdagede mig? Hvis nogen så de ar, der ville komme? Hvad med blodet? Hvad fanden skulle jeg gøre med det? Så er der en anden ting. En anden ting som ingen ved. Der er nogle få mennesker, dog ikke nogle jeg har mødt i virkeligheden, som jeg kan snakke med om mine problemer. Dem fortæller jeg nogle ting, som jeg måske ikke fortæller jer (og ja, lige nu kigger jeg på dig, Amalie.) Det her kan jeg dog forsikre jer om, at ingen ved noget om. Før nu altså...

Min mor har aldrig haft det let. Hun var en af de børn, som man forventede, ville komme i plejefamilie. Det skete dog aldrig. Begyndte at ryge som tretten-årig, flyttede hjemmefra som seksten-årig og ting som er værre, som jeg er heldig ikke at vide noget af. Så mødte hun min far. Tja, og så fik de mig. Jeg tror jeg vi elleve, da jeg hørte mine forældre skændes. Noget med skære-i-dig-selv-ingen-venner. Jeg blev så fucking urolig. Jeg fatter ikke i dag, at verden er sådan at elleve-årige, der burde lege med Barbie-dukker, er bekymrede for, om deres mødre er cuttere. I år, september-november tror jeg det var, fandt jeg ud af sandheden. Jeg havde slået det væk og troede, at det kun havde været et mareridt. Det var det så ikke. "Ved du hvad det gjorde ved mig?! At finde dig sådan?!" Hvorfor havde jeg ikke set det fucking store arm på din arm før, mor? Hvorfor undrer jeg mig over, om du ville være lykkeligere et andet sted? Oppe i skyerne?

Sikke en skøn start på et nyt år. Det mest positive jeg kan tænke på lige nu er, at jeg er på trin 48 på Goldberg-skalaen og ikke højere. Det mest negative? At du gjorde intet for at stoppe mig. Du vidste det jo godt. Hvorfor gjorde du intet? Vær ærlig, du er jo i bund og grund ligeglad med mig. Indrøm det nu bare. I nat mistede jeg mig selv. Og du stod bare og så passivt til.

At Skrive Kærlighed På Hendes Arme. Stop Blødningen.
Happy Fucking New Year.