skrid

Min gamle skole sluttede ved 6. klasse - så vi skulle alle sammen selvfølgelig flytte til en anden skole. Vi blev revet fra hinanden, vores engang så trygge familie på elleve medlemmer. Jeg havde det fint med det. Jeg havde det fint med at starte på en frisk; Jeg kunne ændre mig og mine fejl. Jeg kunne få nye venner med samme interesser som mig... Men selvfølgelig, som alt andet, endte det ikke sådan.

Jo vidst, de er alle sammen søde nok på deres egen måde - men er jeg sød nok? Det værste ved at flytte skole er den følelse af ikke at høre til. Ingen kan lide litteratur her. Ingen kan lide klassisk her. Ingen kan lide kunst her. Og det virker som om, at ingen kan lide mig her. Hun er næsten aldrig sammen med mig her; Præcis som mine gamle venner. Jeg er ikke alene i frikvarterene, nej slet ikke. Men alligevel føles det sådan. Hvis jeg pludselig skred, ville ingen alligevel ligge mærke til det. Jeg føler også, at jeg er ved at miste mig selv. Jeg glider væk med tidevandet...

Og så... er der også fjendtligheden. Jeg føler, at folk ikke kan lide mig. At de sender onde blikke efter mig. At de snakker om mig i krogene. Jeg tror... Nej, jeg er faktisk ret sikker på, at de ikke kan lide mig. "Hvorfor?" Spørger jeg mig selv om eftermiddagen og aftnen - hvor jeg oftes ender med at græde mig i søvn - "Hvorfor kan de ikke lide mig? Hvorfor kan jeg ikke være elsket? Er det på grund af mit udseende? På grund af min intelligent? Er det på grund af, den jeg er?"

Det er mest drengene. De er så fanden opblæste, hele bundten. Jeg kan huske en fysik-time. En dreng, som jeg før havde været makker med, blev åbenbart min makker igen. Han udbrød "Nej, jeg har været sammen med Rabbit! Nej!" Bare den måde han sagde det på. Som om at jeg var det værst tænkelige, der kunne ske.  Han er en del af den populære klike, og hvis han ikke kan lide mig. Så er løbet vel kørt for mig?

Når jeg tænker over det, er M den eneste af det mandlige køn, som rent faktisk har vist noget interesse over for mig.

Det ville bare være dejligt, hvis jeg en gang - bare én eneste gang - blev valgt først. Frem for alle andre. Hvis folk var ivrige for at være min partner - og ikke på grund af mine evner eller, fordi der var ingen andre tilbage eller, fordi de skulle. Hvis folk spurgte mig, om jeg ville hjem til dem. Hvis de spurgte ind til mig. Spurgte hvad jeg kunne lide.

Eller bare lagde mærke til, at jeg næsten aldrig smiler, og altid går rundt med fugtige øjne.