alene

"We're born alone, we live alone, we die alone. Only through our love and friendship can we create the illusion for the moment that we're not alone." - Orson Welles

Det kom ud af det blå. Jeg havde aldrig følt mig ensom før. Jeg har altid været asocial og har aldrig haft brug for venner. Jeg var da sammen med klassekammeraterne i frikvarterene og var få gange sammen med dem i fritiden. Utrolig få gange.

Men så kom der en pige i fjerde klasse. I starten kunne jeg ikke fordrage hende; Mest fordi at drengen jeg var lun på, var lun på hende (eller det troede vi alle sammen.) Desuden begyndte hende jeg altid var sammen med, at være sammen med hende den nye. Og... Alle kunne lide hende. Og jeg var nok lidt jaloux. Hun virkede bare så perfekt.

Til sidst faldt jeg selvfølgelig også for hendes charme. Vi blev rigtig gode veninder og var uadskillige. Hun hjalp mig ud en rigtig hård tid, og femte klasse blev et dejligt skoleår. Så kom sjette klasse. Pigen kom ind i en melankolsk depression og var væk i en måned. Da hun så kom tilbage, stillede vi andre selvfølgelig 117 spørgsmål. Det kunne hun bare ikke klare og væk i et stykke tid igen. Da hun så kom tilbage, havde vi fået at vide, at hun havde en depression. Jeg var meget forsigtig - for jeg elsker hende jo. Hun er den person, som jeg holder mest af. Betingelsesløs kærlighed...

Jeg har altid taget ret let på trusler, vold og emnet død. Pigen blev åbenbart tit såret af min opførsel, og da jeg fik det at vide, begyndte jeg at trække mig væk fra hende - hellere være uden hende end at såre hende. For hun var det som gjorde dagene udholdelige i fjerde klasse. Og femte. Og sjette.

En dag trak min lærer mig så ud. Så sad vi der - mig, pigen og vores klasselærer. Jeg lod bare klasselæreren snakke.

En dreng fra vores klasses bedstemor var gået bort. Da han fortalte det, sagde jeg åbenbart: "Aj, 'drengs navn', nu er der sådan en trist stemning." Nogle gange føler jeg mig knust indeni over at have sagt det - fordi at den dreng er som en bror for mig og en af de få mennesker, som jeg rent faktisk holder af... Men også fordi at jeg sårer folk. Når jeg er sammen med folk, som jeg kender, bliver jeg en helt anden person. Mit alter ego... Jeg er brusende, sjov, fuld af selvtillid og tit kommer der forkerte ting ud af min mund. Og uanset hvor hårdt jeg prøver, kan jeg ikke være anderledes. Og måske vil jeg ikke være anderledes? Fordi når mit alter ego tager over, så er jeg glad. Det er det eneste tidspunkt, jeg er glad...

Som månederne gik begyndte depression dog at forsvinde, og pigen blev glad igen. Jeg kæmpede stadig med mit alter ego, men alt var blevet meget bedre. Så sluttede sjette klasse, og hele klassen skulle flytte over på en meget større skole. Vi skulle deles i tre klasser, og fordi depression kun knap og nap havde mistet grebet om pigen, valgte vores lærer at placere os i samme klasse. Fra starten af skoleåret begyndte pigen at vise interesse for de andre elever. Måske var der noget bedre end mig? Sikkert. Jeg kunne også fornemme det lidt, da vi nu kun var sammen få gange i frikvarterne og aldrig var sammen i fritiden længere.

Det første angreb kom dog som et chok. Hun havde inviteret to af vores gamle klassekammerater og to af vores nye hjem for at lave pandekager. Med det samme begyndte tankerne at cirkulere rundt i mit hoved. Hvorfor blev jeg ikke inviteret? Kan hun ikke lide mig mere? Har jeg gjort noget forkert? De tanker blev bare stærkere, da min mor blev ved med at påpege, at vi aldrig var sammen længere.

Efter det angreb begyndte lavinen bare at rulle.

Jo vidst, jeg er sammen med folk i frikvarteret, og jeg er da også blevet inviteret hjem hos én i fritiden. Stadig føler jeg dog mig så ensom. Al smerten fra fjerde klasse er kommet tilbage. Den er aldrig forsvundet. Den er aldrig blevet talt om. Der er ingen der ved, at den findes. Den er bare blevet begravet for så at blive voldelig revet op. Som et sår der var ved at hele.

Det gør ondt. Det gør skide ondt. Når man græder så meget, at man ikke kan trække vejret. Når man er nødt til at nive sig selv, fordi man ikke har kontrollen over den anden smerte. Når man er nødt til 24/7 at blive distraheret af TV eller computer. Når man har et falsk liv i sit hoved.

Når man altid går rundt med en klump i halsen og fugtige øjne. Ellers kan man bare ikke føle noget.