på vej til skole

Duften af nyslået græs hænger i luften. Ens fødder bliver våde af duggen der siver igennem de røde Converse. Høretelefonerne er sat ind og Taylor Swift overdøver stilheden. Da man kommer op til busstoppestedet, er man den eneste (udover en niende-klasser som aldrig ville gå hen og tale med én.) Så står man dér. Helt alene fordi resten af klassen er til præst.

Langsomt kommer der flere mennesker; som insekter der tiltrækkes af lys. Én ven fra fortiden spørger, hvorfor man ikke er til præst. Man orker ikke at forklare det - folk forstår det aldrig. Man prøver dog at holde samtalen igang; på de seneste uger er ensomheden blevet ens værste fjende.

Da bussen kommer stiller man op i en klumpet kø. Her må hver mand klare sig selv. Da man kommer ind, sætter man sig hurtigt ned på en plads; Personerne bag én må ikke vente - det ville jo være pinligt.
Musikken fortsætter og overdøver de andre elevers snakken. Man er bare en anonym sjæl blandt de andre. Bussen hopper let op og ned. Beroligende... Vinduet er dejlig kølig, når man læner sig op ad den. Køler ens tanker ned og holder styr i dem, mens omgivelserne flakker forbi ens syn.
Så kommer ensomheden. Den er anderledes. Den er tryg. Som om man er den eneste i verden.
Ved næste busstoppested sætter en ven sig ved siden af én. Ensomheden forsvinder ikke - den dækkes bare til af anspændthed.

Da bussen stopper, stiger man ud i slagmarken igen.