Det gik godt. Jeg var bare så glad. Det forklarer også manglen på indlæg her på det seneste.
Det er som om at glæde dræber min kreativitet. Hvor ironisk. Van Gogh...
Men altså. Jeg svævede rundt på en lyserød sky. Jeg var forelsket som bare fanden og parat til at fortælle ham om min fortid. Ensomheden var så godt som forsvundet. Jeg havde ikke grædt i meget lang tid. Ja, jeg begyndte fucking endda at kunne lide One Direction, for fanden! Men så skete det, som man kalder "domino-effekten".
Hun havde ikke været i skole i et stykke tid. Jeg tænkte ikke videre over det. Hun har ikke det stærkeste immun-system, og nu hvor efteråret har lokket os ind i dens hule - det var nok bare en forkølelse, ikke? På biblioteket nævnte en gammel veninde, at hun havde fået det dårligt. Igen... Jeg blev så fucking frustreret. Jeg vidste ikke, om jeg var klar til at gå igennem den følelsesmæssige rutschebane, som første gang var. Nå, så tænkte jeg ikke mere på det. Da jeg så kom hjem, satte jeg mig - som altid - foran min computer. Og loggede på goSupermodel, til jeres information. Jeg så et forum omkring blogning, af en blogger som jeg holder meget af. Der var dog den ene person, som opførte sig virkelig modbydeligt. Derfor forsvarede jeg hende selvfølgelig. Slam, så fik man noget hjerteknusende fyret i fjæset. Og ja, jeg indrømmer, at det ødelagde mig i et stykke tid. Rev mit sind i småstykker, smed det ned på gulvet og trampede på det, spyttede på det.
Jeg kom dog over det. Folk var jo faste læsere og måtte jo være interesserede i mig, ikke? "What doesn't kill you makes you stronger" er brugt så uendelig mange gange og er slidt til ukendelighed, men jeg føler, at jeg endelig fatter meningen med det nu.
Desuden har jeg tænkt mig at skrive et brev til hende. Fremgangen med ham vil blive reevalueret, for måske er han bare en dum skiderik. Jeg ville tage mig sammen og få delt mine tanker på bloggen. Jeg vil tegne noget mere. Skrive nogle flere engelske tekster. Få skrevet nogle sætninger på kinesisk og tysk hver dag.
Det er mine mål, og vi får se, om de bliver opfyldt.
Det er som om at glæde dræber min kreativitet. Hvor ironisk. Van Gogh...
Men altså. Jeg svævede rundt på en lyserød sky. Jeg var forelsket som bare fanden og parat til at fortælle ham om min fortid. Ensomheden var så godt som forsvundet. Jeg havde ikke grædt i meget lang tid. Ja, jeg begyndte fucking endda at kunne lide One Direction, for fanden! Men så skete det, som man kalder "domino-effekten".
Hun havde ikke været i skole i et stykke tid. Jeg tænkte ikke videre over det. Hun har ikke det stærkeste immun-system, og nu hvor efteråret har lokket os ind i dens hule - det var nok bare en forkølelse, ikke? På biblioteket nævnte en gammel veninde, at hun havde fået det dårligt. Igen... Jeg blev så fucking frustreret. Jeg vidste ikke, om jeg var klar til at gå igennem den følelsesmæssige rutschebane, som første gang var. Nå, så tænkte jeg ikke mere på det. Da jeg så kom hjem, satte jeg mig - som altid - foran min computer. Og loggede på goSupermodel, til jeres information. Jeg så et forum omkring blogning, af en blogger som jeg holder meget af. Der var dog den ene person, som opførte sig virkelig modbydeligt. Derfor forsvarede jeg hende selvfølgelig. Slam, så fik man noget hjerteknusende fyret i fjæset. Og ja, jeg indrømmer, at det ødelagde mig i et stykke tid. Rev mit sind i småstykker, smed det ned på gulvet og trampede på det, spyttede på det.
Jeg kom dog over det. Folk var jo faste læsere og måtte jo være interesserede i mig, ikke? "What doesn't kill you makes you stronger" er brugt så uendelig mange gange og er slidt til ukendelighed, men jeg føler, at jeg endelig fatter meningen med det nu.
Desuden har jeg tænkt mig at skrive et brev til hende. Fremgangen med ham vil blive reevalueret, for måske er han bare en dum skiderik. Jeg ville tage mig sammen og få delt mine tanker på bloggen. Jeg vil tegne noget mere. Skrive nogle flere engelske tekster. Få skrevet nogle sætninger på kinesisk og tysk hver dag.
Det er mine mål, og vi får se, om de bliver opfyldt.
Jeg kan så sige, at det som idioten skrev er en løgn. Din blog er en af mine yndlings, og jeg kender dig ikke i virkeligheden (af hvad jeg ved, da). Du må ikke lade sådan noget ramme dig, for du er skideinspirerende. Jeg har da også fået både "du er grim"- og "din blog er dårlig"-beskeder, men jeg forsøger at tænke whatever, selvom de af og til rammer hårdt.
SvarSletTak for de søde ord - og nej, jeg kender dig ikke.
SletRegnede jeg desværre heller ikke med..
SletDu er sådan sød og dejlig pige, og jeg vil ikke have nogen eller noget, til at forhindre dig i at være glad.. Og hende der.. hun kan bare få sig et liv <3 xx Håber alt bliver okay
SvarSletTak - og ja, jeg er okay.
Slet