Det var jo ikke meningen. Pigen fortalte jo bare nogle ting, der var svære at fordøje (selvmordstanker, en far der er narkoman, veninder der tænker mere på sig selv og sine problemer end hende, ordblindhed og overvægt... Den pige har det fandme ikke let.) Og mine hænder eller min krop skal jo være i gang hele tiden - der er bare, sådan jeg er. Når jeg ser tv, er i skole eller lignende: I alle disse aktiviteter er jeg nød til at rode med et et-eller-andet. Tit er en blyant indblandet... I relativiteten er det jo ikke så galt. Det er jo bare noget tekst skrevet på et bord. That's it. De andre i klassen mente heller ikke, at jeg blev en skide forfærdelig person, som de aldrig vil se igen, bare fordi jeg gjorde det. Min lærer var også så fucking sød, hele tiden. Råb dog af mig, så jeg kan få det overstået. Hvis en anden gjorde det, ville jeg også være ret ligeglad. Alligevel har jeg det utrolig dårligt. Da læren fandt ud af det, tog adrenalinen over. Jeg begyndte at ryste, og jeg kunne pludselig mærke hver del af min krop. Den var på vagt - klar til vredelsesudbruddet, som aldrig kom. Jeg er vel bare blevet vant til det. Min mor koger så let over. Det er jo også mine forældres reaktion, jeg er mest bange for. Jeg håber, at læreren ikke nævner det til skolehjemsamtalen. Jeg ville tigge hende, ned på knæ, med tårerne ned af kinderne, om ikke at fortælle det videre... Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg er så bange, eller hvorfor at jeg har kvalme lige nu. Det er jo i bund og grund bare nogle hårde ord, og nogle tårer bagefter. Ikke mere... Jeg tænker for meget. Tænker for meget på livet. Tænker på min største frygt - alderdom, som jo er så fucking uundgåelig. De tanker cirkler rundt og rundt og rundt. De er så mange, at jeg ikke kan koncentrere mig om én. Jeg kan ikke bestemme mig, og føler mig forfærdelig splittet... Det jeg har brug for er at smage lidt på livet. Mærke det. Fucke up og lave de fejl som man skal, mens jeg er ung og lade være med at tænke så meget. Og så også noget chokolade.
Stop overthinking everything
Fuck it. Har siddet og stalket din blog idag. Ind og ud kender jeg den hele nu og tuder næsten til hvert eneste indlæg. Du er helt fantastisk og det du skriver røre mig. Det griber fat om mig og vil ikke give slip igen.
SvarSlet"Tak" er blevet brugt alt for meget uden tanke - ligesom "jeg elsker dig."
Slet"De er så mange, at jeg ikke kan koncentrere mig om én." Tja, der sagde du vel det hele.
SvarSletJeg synes, at du er ærlig på sådan en smuk måde (hvis det altså giver nogen mening).
Mange tak.
SletDet du skriver... Det er helt rørende.
SvarSletTak...
SletKæft, hvor jeg kender det...
SvarSletHvordan bange for alderdom?
SvarSletBare det at være gammel og rynket. Ikke at, well, kunne leve livet som man gør, når man er ung.
SletLad os dø unge så
Slet